Hvad er Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU)?  

Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) er til unge under 25 år, der har afsluttet grundskolen og som af fysiske eller psykiske grunde ikke kan gennemføre en anden ordinær ungdomsuddannelse.

Formålet med STU er, at unge i målgruppen for uddannelsen opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt, herunder at den unge opnår personlige, sociale og faglige kompetencer så pågældende eventuelt kan påbegynde videreuddannelse og beskæftigelse.

Målgruppen for STU er unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, som har opfyldt undervisningspligten, og som ikke er fyldt 25 år. Det kan eksempelvis være unge med autisme, multihandicappede unge, unge med ADHD eller andre psykiske lidelser.

Kun unge, som ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse end STU, er omfattet af målgruppen for STU. Alle relevante tilbud om ordinære ungdomsuddannelse, herunder Forberedende Grunduddannelse (FGU), skal så vidt muligt være afprøvet, inden der tages stilling til STU. Unge som kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse end STU med specialpædagogisk støtte er heller ikke omfattet af STU.

Der er ikke bestemte typer af funktionsnedsættelser eller diagnoser, der er afgørende for den unges berettigelse til STU. Det er således ikke afgørende, hvilken diagnose den unge har, men en konkret vurdering af om anden ungdomsuddannelse ikke kan gennemføres med specialpædagogisk støtte.

Der er ikke en nedre grænse for deltagelse i STU, dvs. man kan ikke være for dårligt fungerende til STU. Undervisningstimetallet, der skal være til rådighed for deltagerne i ungdomsuddannelsen, er efter lovgivningen fastsat til at udgøre mindst 840 timer årligt inklusiv eventuelt afklaringsforløb og vejledningssamtaler i Ungdommens Uddannelsesvejledning. Det er dog ikke et krav, som den unge skal leve op til for at være omfattet af målgruppen. Der er således ikke et krav om, at den unge skal være i stand til at klare et vist antal undervisningstimer for at være berettiget til STU.

Hvis den unge er indenfor målgruppen for STU, har den unge retskrav på et STU-tilbud, men den unge har ikke pligt til at tage imod tilbuddet. Den unge har dog ikke et retskrav på et hvilket som helst uddannelsestilbud. Som regel vil der være mere end én måde at imødekomme den unges ønsker på. Kompetencen til at beslutte hvorledes den unges uddannelsesforløb skal tilrettelægges sker i samarbejde med den unge og dennes forældre, men ligger i sidste ende hos Skanderborg kommune.

Unge der ønsker at søge STU udfylder og sender ansøgningsskema elektronisk til KUI@slet-dette.skanderborg.dk

Hent ansøgningsskema til STU her

Ansøgere indkaldes herefter til en samtale med en STU-vejleder fra Ungecenteret og der laves herefter en indstilling til STU indstillingsudvalget, som træffer afgørelse om, hvorvidt den unge er i målgruppe til STU.

STU-vejleder laver på baggrund af den unges ansøgning om STU en indstilling til Skanderborg kommunes STU-visitationsudvalg, hvor der træffes afgørelse om, hvorvidt den unge er i målgruppe for STU. Myndigheden til at træffe afgørelse om STU ligger i indstillingsudvalget og ikke hos STU-vejlederen.

Som et led i afdækning af, om den unge har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, evt. med specialpædagogisk støtte, indhenter STU-vejlederen, med samtykke fra den unge, alle relevante oplysninger om den unge. Det kan fx være oplysninger om hidtidige erfaringer der er opnået i forbindelse med skolegang, anden uddannelse, sagkyndige udtalelser eller oplysninger fra andre dele af Skanderborg kommune mv.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at relevante tilbud om ordinære ungdomsuddannelse, herunder forberedende grunduddannelse (FGU), så vidt muligt skal være afprøvet, inden der tages stilling til STU.

Det er muligt at sende en ansøgning om STU hele året, men vær opmærksom på, at STU-indstillingsudvalget (som træffer afgørelse om målgruppe) kun mødes to gange årligt – i januar og august måned.

STU-vejleder skal som udgangspunkt bruge minimum 5 uger på at behandle en ansøgning om STU og lave indstilling til visitationsudvalget. Vær derfor opmærksom på, at der er deadline for ansøgning på følgende tidspunkter:

  • Indstilling til visitationsudvalgsmøde i januar – deadline for ansøgning den 1. november
  • Indstilling til visitationsudvalgsmøde i august – deadline for ansøgning den 1. maj

STU- uddannelsen kan påbegyndes efter undervisningspligtens ophør, dvs. efter 9. eller 10. klasse og inden den unge fylder 25. år, men først efter, at den unge er vurderet i målgruppe og visiteret til det relevante STU-tilbud.

Uddannelsen tager i sin fulde længde 3 år og har et omfang af op til 840 timer årligt. Den skal afsluttes senest 5 år efter påbegyndelsen.

Det er Ungdommens Uddannelsesvejledning (en del af Ungecenteret) som vejleder om muligheden for STU til elever i grundskolen, fortrinsvis på specialskoler og i specialklasser. For unge der har afsluttet grundskolen vejledes om STU frem til det fyldte 25 år.

Har du brug for vejledning om STU kan STU vejlederne kontaktes ved at sende en mail til KUI@slet-dette.Skanderborg.dk eller ved at ringe til Ungecenteret på 87947601

Der findes mange forskellige udbydere af STU-forløb i Danmark. Fælles for disse er, at de skal leve op til en række krav for at må udbyde STU-uddannelse til unge i målgruppen.

I Skanderborg kommune benyttes primært to STU-udbydere, nemlig STU Skanderborg og STU Sølund. Derudover kan der, efter konkret individuel vurdering, benyttes andre STU udbydere. Det kan fx være hvis den unge har specielle behov, der ikke kan tilgodeses i tilstrækkeligt omfang på STU Skanderborg eller STU Sølund

Det er Skanderborg kommune der afgør, hvilken STU-institution den unge tilbydes. Den unge kan således ikke vælge frit mellem institutionerne, men STU-vejlederen skal i forløbsplanen tage højde for og inddrage den unges interesser, ønsker og behov, når der vælges udbyder.

 

Uddannelsen indeholder undervisning på skole, praktisk træning og praktikophold i virksomheder eller institutioner.

Uddannelsen tilrettelægges i samarbejde mellem den unge, STU-institutionen og STU-vejlederen og den tager udgangspunkt i den unges ønsker og behov, faglige, personlige, sociale og praktiske forudsætninger.

STU-vejleder udarbejder en forløbsplan, som beskriver de specifikke læringsmål og de delmål, som passer til den enkelte unges ønsker og behov. STU-institutionen tilrettelægger herefter indholdet af uddannelsen efter forløbsplanen. På STU arbejdes der med læringsmål indenfor fire områder.

 

- Det personlige
- Det faglige
- Det sociale
- Det praktiske

Undervisningen på STU indeholder langt mere end traditionelle skolefag. Det kan f.eks. være bo-træningsaktiviteter, værkstedsundervisning, virksomhedsbesøg, praktik og indsigt i samfundsforhold.

For nogle unge vil enkeltmandsundervisning være en del af STU, men for langt de fleste unge vil de være en del af et ungdomsmiljø og indgå i klasseundervisning eller andre sammenhænge og aktiviteter med andre

Der er ikke eksaminer på STU-uddannelsen.

Der følges løbende op på forløbsplanen og på læringsmålene igennem samtaler med kontaktpersonen på STU- institutionen og via årlige møder mellem den unge og evt. forældre, STU-institutionen/kontaktpersonen og STU-vejleder fra Skanderborg Kommune.

STU er gratis for de unge, der er vurderet i målgruppe for uddannelsen. Nødvendige hjælpemidler til brug på uddannelsen, kan bevilges igennem Skanderborg kommune.

Uddannelsen er ikke SU-berettiget, men unge der er over 18 år modtager uddannelseshjælp eller førtidspension under uddannelsesforløbet.

STU-uddannelsen afsluttes med et kompetencepapir, som er bevis for, at den unge har gennemført uddannelsen - men uddannelsen er ikke kompetencegivende til videreuddannelse eller job.

I god tid inden afslutning på uddannelsen deltager en socialrådgiver fra Skanderborg kommune i et opfølgningsmøde på STU-institutionen, hvor der tages stilling til, hvilken plan der skal lægges for den unge for tiden efter endt STU. Der tages udgangspunkt i den unges ønsker, muligheder og behov. 

Man har mulighed for at klage over afgørelse om afslag på målgruppevurdering til STU. Reglerne herfor kan findes her Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse — Ankestyrelsen (ast.dk)

Man har derimod ikke mulighed for at klage over kommunens beslutning om, hvilken STU-institution den unge tilbydes.

Du kan læse mere om STU på Undervisningsministeriets hjemmeside eller på UG.dk

Du kan desuden finde STU-lovgivningen her.